Vinmarkerne går helt op til byen. Der er en enkelt vinbonde i selve byen (økologisk) og en stor Cave Cooperativ i nabobyen Fleury. Ellers ligger vingårdene indenfor få kilometer. I antal vel omkring 10, som man kan besøge. Men hvis man blot udvider radiussen til 30-50 kilometer, er der et utal af muligheder. Det lille vinområde La Clape ligger mellem Salles d’Aude og middelhavet, og det kører man igennem, når man skal ud til Middelhavet. Det er den sydligste cru i Coteaux du Languedoc .
I vinbogen ”Vinene fra Languedoc/Roussillon”, der udkom i 2005, skriver forfatterne: ”Middelhavskystens La Clape er godt på vej til stjernestatus” og den kendte vinskribent André Dewald skriver i Vinbladet: ”La Clape, sydøst for Narbonne, er et af de mest særprægede steder i Languedoc. Området domineres af en isoleret kalkstensklippe, der står som en strandet ø, hvor floden Aude har sit udløb i Middelhavet. Det er et af de mest solbeskinnede og tørre steder i Frankrig, men klimaet er samtidig kraftigt influeret af de kølige havvinde. La Clape er bedst kendt for sine mineralske, havduftende hvidvine, domineret af Bourboulenc. I stigende grad lægger området også navn til fremragende Syrah-baserede rødvine, især fra de aktuelle topproducenter Château de la Négly og Château de Capitoul, men også fra ældre velrenommerede slotte som Rouquette sur Mer, Pech-Redon og Pech-Celeyran.”
Her fremstilles da også rigtigt gode vine. Der er både tale om hvide, rose’er og røde vine. Det er dog sjældent, vi ser dem herhjemme, kun hos specialimportører. Hvidvinene har god frugt og syre, og der findes en del syrahbaserede vine plus en del, hvori der indgår mourvedre. Ellers hører området med Salles d’Aude ind under Coteaux du Languedoc.
Hvis vi bevæger os mod Nord omkring Beziers, ligger cruerne Faugeres og St. Chinian, mod vest Minervois og mod syd hele det store Corbieres område. Her er masser af muligheder for at finde nye, gode vinkontakter. Lidt længere ude i periferien mod nord finder vi Pic St. Loup og Montpeyroux og mod syd ned mod Spanien ligger Roussillon. Der produceres også en del søde vine i området (vin doux), Maury, Rivesalte, Banyuls.
Links:
http://www.clape.net
|